Who sets the limit?

Skriver egentlig det her indlæg for selv at komme af med nogle af mine “indre tanker” i forsøget på at forklare et af mine aller største “personlige” problemer, som jeg generelt tror flere egentlig deler med mig. Problemet hedder: Alt for høje forventninger.

 

Det er pt. en ret hård periode for mange unge der netop nu er ved at afslutte flere af deres fag – og nogle er ved at blive studenter som jeg selv. Det er en FANTASTISK tid fortæller alle mig, en tid jeg skal NYDE, men hold kæft hvor er det også en tid hvor man egentlig bare har lyst til at komme igennem så hurtigt som muligt (og her mener jeg især eksamenslæsningen).

Jeg sætter ALTID mine forventninger helt i top, for der er sørme ingen der skal fortælle mig at jeg ikke kan nå til tops, så længe jeg giver mig selv 120 %. Netop dét med at give sig selv mere end 100 % talte jeg med min vens mor om igår.
Hun fortalte mig at en regel siger at hvis man lægger 20 % arbejde i noget – vil resultatet blive ca. 80 %.
Men hvis man ønsker de sidste 20 % for at nå helt i top – skal man lægge hele 80 % arbejde oven i. Shit – sikke et regnestykke. Men når man tænker over det – er det jo somme tider rigtigt!
Da jeg gik på efterskole i 9. klasse fortalte min amerikanske coach os altid at vi skulle have “an attitude of a winner” og at der ikke er grænser for hvilke mål man kan nå. Det er nogle af hans principper der har inspireret mig aller mest her i livet, men samtidig er det også nogle af de principper der muligvis er med til at sætte det enorme pres på os som individer: hvis vi ikke KAN fejle og hvis der ikke er NOGEN grænser. Så har vi pludselig sat overlæggeren temmelig højt 😉

 

Når jeg tænker over det, virker det jo fuldstændig tåbeligt, at jeg sætter mine forventninger i top til alt hvad jeg foretager mig: spise sundt, begrænset mængde alkohol, nok søvn, tid til familie, tid til kæreste og venner, træne min. 5 dage om ugen, tabe et par kg. OG selvfølgelig score skide gode karakterer (i alle fag).

Når jeg skriver det, kan jeg sagtens selv se at det lyder fuldstændig skørt hvis man tror man kan leve op til alle disse krav HELE tiden, men alligevel tror jeg bestemt ikke jeg er den eneste pige, der føler sådan. For mit eget vedkommende er det virkelig noget jeg gerne vil arbejde med fremover, for sikke en lettelse det må være, at acceptere at man IKKE behøver at klare det godt “over hele linjen” og at det er helt i orden at fejle engang imellem 🙂

– Det var lige et “personligt indlæg” og en opfordring ikke mindst til mig selv, men vel alle der har det ligesom jeg og ikke altid lader sig tåle med det næst bedste 😀